Julen er en blandet landhandel. Den uforlignelige og skæve tegneseriekunstner og forfatter Rune T. Kidde har blandt meget andet for efterhånden en del år siden begået bogen "Det rimer nu til juleflæsk". Bogen er en både indfølende, grotesk og kritisk satire over familien Danmarks julefest. En fejring der ikke så sjældent bærer julen mere ud end ind. I slutningen af bogens første digt, der beskriver en sådan jul, er juleaften blevet til julenat og alle vakler til ro efter juleorgiet. Jesus står oppe i sin himmel og ser undrende ned på denne fejring af hans fødselsdag. Det siger Kidde på denne måde:

Fra himmeltronens Østerled/ ser Jesus Kristus tavs herned/ og på de tomme pakker./ Så går han lidt i højen sky/ og klæder sig i himmelpy/ i himmelsengsgemakker./ En kammerengel si’r godnat/ og letter på sin gloriehat,/ da Jesus end’lig snakker:/ ‘Sic transit glori-a mun-di,/ min fødselsdag er helt forbi./ Jeg korser mig og takker.

Det, Jesus ifølge Kidde ”korser" sig over, er en tendens i den moderne vestlige jul:, nemlig tendensen til at bedøve sig med mad, varer og støj.

Jul i øst og vest

Når denne julekritiske salve så er afleveret, vil jeg straks gå over til et varmt forsvar for den vestlige kristendoms store vægtlæggen på julen, - når vi altså ser bort misbruget.

Julens centrale rolle i den vestlige kristendom har flere kvaliteter, men jeg vil holde mig til den altafgørende. Nemlig den stærke understregning af Jesu menneskelighed; det at Gud blev menneske, - altså det vi også kalder inkarnationen. Her er der tydelig forskel til den rolle, julen spiller i den ortodokse kirke, altså det vi også nogle gange kalder østkirken. I østkirken spiller julen en klart underordnet rolle i forhold til påsken, og Jesu guddommelighed har så afgjort hovedvægten. I den vestlige kristendom fylder julen til gengæld næsten ligeså meget som påsken, og hvad selve den bredere fejring angår fylder den mere.

Påsken er jo kristendommens ældste fest. Den regnes for at være den centrale kristne fest. Og naturligvis med god grund, da Jesu kors og opstandelse er kristendommens udgangspunkt. Julefejringen er også rent historisk først ret sent blevet kirkeårets andet tyngdepunkt ved siden af påskefesten.

Så er sagen vel klar og den vestlige kristendoms store vægtlæggen på julen fejet af banen? Nej, det er den ikke, for ræsonnementet hviler på falske forudsætninger. Simpelthen fordi inkarnation, altså det at Gud blev menneske i Jesus, og opstandelse ikke kan spilles ud mod hinanden. Det er et falsk alternativ. Derfor har den vestlige kristendoms insisteren på julens centrale betydning og dermed på Kristi menneskelige natur - at Gud blev menneske - en meget vigtig plads. Det giver lige så lidt mening at sige at påsken er vigtigere end julen som at sige at solnedgangen er vigtigere end solopgangen.

Julen for mig: syng julen ind og find krybben!

"Udbære vor jul ej nænner I", siger Grundtvig til julens engle, der daler ned med julebudskabet i en af salmebogens store julehits "Velkommen igen, Guds engle små".

Julen kan komme på mange måder. Og den kan bæres hurtigt ud på mange måder.

Den bedste opskrift på ikke at gøre det er efter min mening at synge den ind! Sådan har det været før, og sådan er det ikke mindre nu. Altså at synge de mange dejlige julesalmer sammen og helst på tværs af generationer. Så bliver julen svær at bære ud!

I Jesusbarnet går Gud ind i vort liv. Gud blev i Jesus et menneske, et medmenneske, og gik ind i vort liv med dets sorger og glæder.

Erling Kristensen