Håb

“For denne rene farve, den er mig som en vårens dåb, den la'r mig nyfødt arve en evighed af håb.”

Sådan står der i sidste vers af Kaj Munks kendte og vidunderlige digt “Den blå anemone”.

Hvorfor siger Kaj Munk “en evighed af håb”?

Jo, han siger “håb”, fordi han havde hentet den Blå Anemone i Lollands fede og lune muld og plantet den i Vestjyllands vindblæste, magre og sandede jord. Og derfor gik han “dér og vented’, og tænkte, den må dø”. Han forventer at den vil dø. Men trods den forventning håber han, at den vil leve og springe ud.

Og han siger en “evighed af håb” fordi Den Blå Anemone ikke blot bliver et symbol på et jordisk, dennesidigt, håb, men også et himmelsk, hinsidigt, håb, - evighedens håb.

Både forventning og håb retter sig mod fremtiden, deri er de ens. Men de er også afgørende forskellige.

At forvente noget vil sige, at man har en velbegrundet formodning om at noget bestemt vil ske, at det “forventelige”, det sandsynlige, vil ske.

Håb derimod sker på trods af det forventelige.

Det lille mirakel, at den Blå Anemone, trods alle odds, overlever og springer ud, er for Kaj Munk et symbol på håbets sejr. 

Og hvis vi giver plads for vore sansers fulde brug og forener dem med vores eftertanke, så finder vi symboler på håb i naturen. Hvilket for Kaj Munk vil sige i Guds skaberværk. Den Blå Anemone er et “himmelspejl i mulde”.

Den Blå Anemone bliver derfor for Kaj Munk som “en flig af nådens trone”, d.v.s. tronen for Guds frelsende kærlighed. Den Blå Anemone peger på det håb, der er rettet mod det hinsidige, dét håb der retter sig mod Gud.

“Men de, der  håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne,”, sådan står der i Esajas’ Bog (40,31).

Lad os åbne vore sanser for symboler på håb i naturen og blandt vore medmennesker, og lad os “håbe på Herren”. Gud  har det godes mulighed i sin hånd. Den der sætter sin lid til Gud, og håber på trods af “trange tider”, som f.eks. internationale spændinger, krig eller miljø- og klimatrusler, får nye kræfter.

Erling Kristensen, sognepræst