Foråret er en af de bedste grunde til at elske livet, efter min mening, - og vist også efter mange andres mening.

Forår er livets forkyndelse. Det vælter os alle omkuld, - hvis vi bare kommer tæt nok på....

Det frembrydende forår får livsmodet til at spire. Håb og kræfter vokser i os, når "rugens krøllede blade" ranker sig i forårssolen, når våren "vifter mildt i vindens gang" og "ler i lærkesang", når den blå anemones farve både er som "søens bølge skær" og som "en flig af nådens trone", og når "Guds forsyn spores ved enhver især". Med andre ord: Når hele dette "vårkraftens spirende værk" overstrømmende pibler og jubler frem i den natur, som vi er en del af, - den natur og det Guds skaberværk som vi er indfældet i.

Naturens livsånde indblæses i en række blomster, som vi kalder forårsbebuderne. I Danmark har vi en rig tradition for at lovprise, at livsånden indblæses i forårsbebuderne. Tænk blot på nogle af de ovenfor citerede digte som Johan Skjoldborgs "Når vinteren rinder", Rasmus Nielsens "Våren er i luften", Kaj Munks "Den blå anemone" og Ambrosius Stubs "Den kedsom vinter gik sin gang".

Eller tænk på Grundtvigs "Påskeblomst", hvor naturens og Guds livsånde forenes i påskens glade budskab påskesøndag:                                                           Påskeblomst! en dråbe stærk/ drak jeg af dit gule bæger,/ og som ved et underværk/ den mig hæver, vederkvæger:/ Hanegal og morgensang,/ synes mig, af den udsprang;/ vågnende jeg ser de døde/ i en påske-morgenrøde.

Når påskeugen fra Palmesøndag over skærtorsdag og langfredag når frem til påskesøndag, så spændes der en bue. En bue, der ender ved den tomme grav:"Det var en søndag morgen skøn, vor frelser stod op af graven".

Og hvor påskeugen ender ved den tomme grav, dér begynder kristendommen.

Påskemorgens budskab om Jesu opstandelse kaster et forklarelsens lys over Jesu liv og gerning; over alt hvad han gjorde og sagde. Dermed sluttes ringen, den ring der begynder med at Gud bliver menneske i Josefs og Marias søn julenat.

Grundtvig fører naturens og Guds livsånde sammen i “Påskeblomst" - den oprindelige ydmyge “bondeblomst” - som vi jo nu om dage kalder "påskelilje". Hvert forår gentages det livsfornyende under: påskeliljen spirer ud af sit løg og bryder op gennem jorden; på samme måde gentager påskehøjtiden hvert år Jesu opstandelse.

Påskemorgen forener Jesus os mennesker med Gud, han fjerner adskillelsen, han blæser Guds livsfornyende livsånde ind i os.

Glædelig påske!

Erling Kristensen